Du behøver ikke nødvendigvis at fjerne dit gamle gulv, før du lægger nyt. Faktisk kan det i nogle tilfælde være en fordel, hvis du lader dit gamle gulv fungere som undergulv. Bliv klogere på mulighederne her.
Vi anbefaler: Få en pris på nyt gulv
Man kan sagtens lægge gulv selv, men det kræver specielt værktøj og lidt teknisk snilde. Ellers risikerer man at lave fejl, som i sidste ende koster dyrt.
Det kan altså være en god idé at bruge et gulvfirma, som har den nødvendige erfaring. Så slipper du for at bruge tiden på det, og du undgår at lave dyre fejl.
Få gratis rådgivning og 3 tilbud på trægulv
At finde det rette gulvfirma kan være en svær opgave. Du skal selv kontakte firmaer og indhente tilbud, hvilket i sig selv kan tage flere dage. Derfor anbefaler vi, at du benytter vores samarbejdspartner, 3byggetilbud.dk. så du hurtigt kan få 3 tilbud på dit projekt.
Du får hjælp og vejledning til at beskrive din opgave, og dernæst modtager du 3 tilbud på din opgave. Det er både gratis og uforpligtende.
- Nemt og hurtigt svar på forespørgsel
- Over 650.000 formidlede opgaver
- 100% uforpligtende og gratis rådgivning til din gulvopgave
Tjek at undergulvet er i orden
Før du lægger nyt gulv oven på det gamle, bør du undersøge den underliggende konstruktion. Hvis det gamle gulv eksempelvis ligger direkte på et betonlag, kan du få problemer med fugt, hvis du bare monterer et parketgulv ovenpå. Herunder er nogle ting, du bør tjekke, før du monterer nyt gulv oven på det gamle:
1. Tjek om der er fugtspærre i gulvkonstruktionen. Der skal gerne ligge en fugtspærre på betonen, som forhindrer fugt i at trænge op fra jorden. I ældre byggerier kan fugtspærren være lagt under betonen, men den er ikke lige så effektiv.
2. Få hjælp af en byggesagkyndig, hvis du er i tvivl. En byggesagkyndig (eller en fugttekniker) kan hjælpe dig med at lave fugtmålinger i underlaget. Det kræver specielle redskaber, og der skal foretages målinger flere steder. Du kan også selv lave en forundersøgelse: Læg et stykke plastik på betonunderlaget, og sæt tape rundt om kanterne. Hvis der kommer fugt under plastikken, er fugtniveauet for højt.
3. Undersøg, om underlaget er i jævnt. Når du har sikret dig, at opstigende fugt ikke bliver et problem, skal du tjekke at underlaget er plant. Til dette kan du bruge et vaterpas i en god længde. Små ujævnheder kan eksempelvis afhjælpes ved brug af flydespartel eller et sliberedskab. Brug gerne en fagperson til dette, hvis du er i tvivl.
4. Tjek at nyt gulv fungerer med dit underlag. Hvis du eksempelvis har gulvvarme, skal du sikre at dit nye gulv tåler dette. Trægulve kan finde på at give sig en smule ved skiftende temperaturer, så du bør være opmærksom på dette.
Hvilke typer gulv egner sig som undergulv?
Det er ikke alle typer gulv, der egner sig som undergulv. Se her, hvad du skal være opmærksom på, ved de mest gængse gulvtyper:
Træ- og laminatgulve
Træ- og laminatgulve er generelt velegnede til brug som undergulv, hvis du eksempelvis gerne vil montere et gulvtæppe ovenpå. Ældre trægulve kan dog have “slået sig” en smule, så du bør tjekke for ujævnheder inden du lægger nyt gulv ovenpå.
Desuden kan du ikke afhjælpe knirkelyde ved blot at lægge nyt gulv ovenpå, så her skal du først identificere knirkelydene og afhjælpe disse.
Flise- og klinkegulve
Flise- og klinkegulve egner sig fint som undergulv. Mange får i dag lagt microcement oven på gamle flise- og klinkegulve, men man kan også lægge et trægulv på gulvfliserne. Her får man måske brug for et mellemlag, der kan afhjælpe små ujævnheder i fliserne. Også her kan det være en god idé at kontakte en fagperson, så du kan få et kvalificeret bud på hvordan opgaven løses bedst muligt.
Stengulve
Stengulve er lidt i samme kategori som flise- og klinkegulve. Det er muligt at bruge stengulvet som undergulv, hvis du eksempelvis ønsker at lægge et gulvtæppe eller trægulv ovenpå. Også her skal du tænke over valget af mellemlag, ligesom det kan blive nødvendigt at afhjælpe større ujævnheder med spartel eller slibning.
Gulvtæpper
De fleste gulvtæpper er uegnede som undergulv, da de er for bløde. Lægger du eksempelvis et trægulv oven på et gulvtæppe, risikerer du at det giver sig for meget. Det kan give problemer med knirkelyde, fordi gulvet simpelthen giver efter når du går på det.
Hvilke typer gulv kan lægges oven på eksisterende gulv?
Det er ikke alle slags gulve, du kan lægge direkte på eksisterende gulv. Herunder kan du se, hvilke gulvtyper du typisk kan montere på eksiterende gulv:
Træ- og laminatgulve
Træ- og laminatgulve kan ofte monteres direkte på eksisterende gulv, så længe der er tale om et hårdt undergulv. Du skal muligvis afhjælpe ujævnheder først, og du bør overveje et passende mellemlag.
Flise- og klinkegulve
Flise- og klinkegulve kan sjældent monteres på et eksisterende gulv. De skal nemlig kunne hæfte til overfladen, så her er dine muligheder begrænsede. Det kan i nogle tilfælde lade sig gøre at montere nye fliser oven på gamle fliser, men så skal du først sikre dig at gamle fliser hæfter ordentligt mod gulvet. Vi anbefaler, at du tager en byggesagkyndig med på råd, hvis du overvejer dette.
Stengulve
For stengulve gælder det samme som ved flise- og klinkegulve. Stengulvet kræver en ru/hård overflade, for at det kan hæfte korrekt og holde i mange år frem.
Gulvtæpper
Gulvtæpper kan næsten altid lægges ovenpå et eksisterende gulv, så længe gulvet er jævnt. Husk blot at undersøge risikoen for opstigende fugt, da et gulvtæppe kan fungere som en fugtspærre grundet dets støddæmpende underlag. Risikoen kan især være til stede i ældre boliger, så husk at tage en byggesagkyndig med på råd og undersøg fugtniveauet i undergulvet/betonlaget.
Sådan lægger du nyt gulv oven på dit gamle gulv
Det kan godt være, at du skal have en fagmand til at lægge dit nye gulv, men måske kan du også klare det selv. Herunder vil vi kort beskrive processen, så du får et indblik i, hvad det kræver at lægge nyt gulv oven på dit gamle gulv.
1. Afmonter fodlister, fodpaneler, osv.
Fodlister, dørtærskler og lignende skal afmonteres, før du kan lægge dit nye gulv. Fodlister er muligvis limet fast, så det kan kræve lidt kræfter at få dem af.
2. Mål op til dit nye gulv
Før du overhovedet overvejer at lægge dit nye gulv, skal du måle rummet op. Du skal blandt andet undersøge, om der er plads til dit nye gulv under døre, radiatorer og andre installationer. Vælger du at lægge nyt gulv oven på det gamle, tager det mellem halvanden og to centimeter af rummets højde. Gulvtæpper tager en smule mindre.
3. Støvsug og rengør det gamle gulv
Det er vigtigt, at overfladen er helt ren, inden du lægger dit nye gulv. Et mellemgulv kan sagtens afhjælpe små ujævnheder, men træsplinter og småsten kan give problemer. Sørg derfor for at holde rummet rent, før (og mens) du lægger nyt gulv.
4. Sørg for, at overfladen er helt jævn
Dette kan især være et problem med ældre gulve. Hvis ikke dit gamle gulv er helt jævnt, vil dit nye gulv få samme ujævnheder. Sørg derfor for at gå det gamle gulv efter med et vaterpas, og udjævn eventuelle niveauforskelle på over 2 millimeter.
5. Læg dit nye gulv, som du normalt ville have gjort
Uanset om det er gulvtæppe, trægulv eller noget helt tredje, skal du sørge for at følge instruktionerne til punkt og prikke. Ved trægulve skal du eksempelvis huske at bruge afstandsstykker, så træet har plads at arbejde på.