Siden indeholder annoncelinks. Læs mere

    Det kan være frustrerende med langsomt eller ustabilt internet, der ikke virker når du har brug for det. Der kan være mange grunde til at nettet ikke virker, og du skal derfor prøve dig frem.

    Vores søsterside, Teleguiden.dk, har samlet 9 gode råd til at forbedre internetforbindelsen. Du har mange muligheder for at fikse dit internet, helt uden at du behøver kontakte udbyderen eller ringe til fagfolk.

    Mål din forbindelses hastighed

    Hvis dit internet er langsomt, kan du prøve at måle hastigheden på din internetforbindelse. På den måde kan du finde ud af, om din internetforbindelse er problemet, eller om en bestemt hjemmeside eller tjeneste er ramt af problemer.

    Et godt sted at starte er Speedtest.net, som tilbyder gratis hastighedstests til smartphones og computere.

    Når du måler hastigheden på dit internet, skal du huske at slukke for signalet på alle trådløse enheder. Hvis du måler fra computeren, bør du tilslutte den til routeren via kabel. Foretag testen ad flere omgange, og gerne uden for perioder med spidsbelastning (bl.a. om aftenen).

    Placer dit trådløse udstyr korrekt

    Det er vigtigt, at du placerer din trådløse router korrekt. Den må ikke gemmes væk i et skab eller placeres under møbler, da det kan forringe signalet og stabiliteten på dit internet.

    Husk derfor på disse generelle råd, når du placerer din trådløse router:

    • Placer routeren centralt i boligen, eller der hvor du bruger internettet mest.
    • Vælg gerne en høj placering til routeren, evt. på væggen under loftet.
    • Hold afstand til akvarier og vandvarmere. Vand kan forstyrre det trådløse signal i routeren.
    • Undlad at placere routeren i køkkenet. Metaloverflader og mikroovne kan forstyrre signalet.
    • Hvis routeren har antenner, kan de enten peges opad for bedre vandret dækning, eller lægges ned for en bedre lodret dækning. Sidstnævnte er bedst til boliger i flere etager.

    Brug kabler til internetforbindelsen

    Tilslutning med kabel anbefales, hvis det er muligt. Du vil altid opnå en hurtigere og mere stabil internetforbindelse, hvis du kan tilslutte computeren og routeren med et netværkskabel.

    Dette er især vigtigt, hvis du ofte spiller online, da online spil kræver hurtigt internet med lave svartider.

    Husk at vælge et godt netværkskabel, der fungerer til den ønskede hastighed.

    Skift kanal på dit trådløse udstyr

    I tætte beboelsesområder kan der være mange trådløse routere, der “forstyrrer” hinanden. Derfor vil mange udbydere anbefale dig at skifte kanal på dit trådløse udstyr, og det er ganske nemt.

    Alt du skal gøre, er at logge på din trådløse router og skifte til en kanal med mindre trafik. Login-oplysningerne kan du typisk finde i bunden af din router, og instruktioner til kanalskift findes i brugsanvisningen.

    Udskift gammelt trådløst udstyr

    Gamle trådløse routere kan have svært ved at følge med nye, hurtige computere og internetforbindelser. Hvis du begynder at opleve langsomt internet, selvom der ikke er nogle driftforstyrrelser i dit område, kan det også have noget med routeren at gøre.

    Nye routere bruger forskellige frekvensbånd til at opnå højere hastigheder og lavere svartider, hvorimod gamle routere kun kan forbinde via det ældre 2,4 GHz-frekvensbånd. Nye routere bruger også det hurtige 5 GHz-frekvensbånd, som giver dig hurtigere svartider og højere hastigheder.

    Har din router ikke 5 GHz-frekvensbånd, er det måske på tide at overveje nyt udstyr. Hvis du låner udstyret af din udbyder, kan du muligvis bede om en ny router uden det koster ekstra.

    Tjek for virus

    Virus kan gøre dit internet langsomt eller ustabilt, fordi den ligger i baggrunden og bruger ressourcer på din computer. Typiske tegn på virus er at computeren er langsom, internettet er langsomt og der dukker måske mærkelige reklamer op i tide og utide. Det kan også være at din familie og venner har modtaget underlige beskeder fra dig, som du ikke kender til.

    Heldigvis er det nemt at fjerne virus, og det kan gøres ganske gratis. Her er nogle af de bedste gratis antivirusprogrammer, som du kan installere og anvende med det samme:

    • Avast Free Antivirus
    • AVG Antivirus FREE
    • Avira Free Security Suite
    • Bitdefender Antivirus Free Edition
    • Kaspersky Security Cloud Free

    Tilslut dit udstyr til hovedkablet

    Nogle boliger har flere stik, som kan bruges til internet, telefon og TV. Dog kan du opleve lavere hastigheder, hvis ikke du kobler dit udstyr direkte til hovedkablet. Hovedkablet sidder som regel i et teknikskab i bryggerset eller entréen, sammen med elmålere, vandmålere og lignende.

    Find hovedkablet og tilslut din router direkte dertil, for at sikre hurtigt internet.

    Hvis hovedkablet befinder sig i en afsidesliggende krog af din bolig, kan du med fordel benytte en Wi-Fi extender eller et mesh-system til at sikre optimalt signal i hele boligen.

    Tjek om andre snylter på dit net

    Blinker din trådløse router, selvom alle dine enheder er slukket? Så er der måske nogen, der snylter på dit netværk.

    Med Fing App kan du nemt tjekke, om andre bruger dit internet uden du ved det. Hvis du finder ukendte enheder på dit trådløse netværk, skal du starte med at skifte kodeord. På den måde kan du hurtigt lukke adgangen for uvedkommende.

    Overvej at skifte internetudbyder

    Det sidste du kan gøre, hvis alt andet slår fejl, er at skifte internetudbyder. I mange tilfælde kan det løse problemerne at skifte til en anden/bedre udbyder, som så leverer nyt udstyr til din adresse. I nogle tilfælde kræver det et teknikerbesøg, og teknikeren vil så kunne sikre at din forbindelse virker optimalt.

    Skriv en kommentar